Søg
Close this search box.

Truende katastrofer og pubertet

8702281439

Stine Askov

Katalog over katastrofer

Gyldendal

300 sider

2020

4/5

Året er 1985 og Helle er 14 år og bor sammen med sin far Bengt  i en lille by ved navn Skibstrup i Nordsjælland.

Faren er pedel på den lokale skole, moderen er stewardesse og bor i København og lever et liv i diametral modsætning til Bengt og Helle. Hun har skiftende kærester, går i stiletter og har lange lakerede negle og ….. holder aldrig hvad hun lover overfor datteren.

 

Indtil videre lyder det som en hvilken som helst dansk familie, men det er det overhovedet ikke.

 

Helle elsker sin mor og nyder at komme på besøg i København og blive forkælet med slik og kager og fjernsyn og nyt tøj, som Bengt så smider ud når hun kommer hjem med det. Han vil ikke have at de bidrager til overforbrug.

 

Bengt er bange for katastrofer og er overbevist om at der snart indtræder en. Han træner dagligt sin datter i at overleve de største farer og har lavet et katalog over katastrofer som bl.a. omfatter brand, nedkøling, overfald og hungersnød

Helle bliver trænet i selvforsvar, kan skyde dyr, hugge hovedet af en høne, fange fisk og flå dem. Faren stille hende hele tiden spørgsmål: »Hvad gør vi, når vi er bange?« Hun svarer: »Læg en plan, følg den, mist ikke modet, træk vejret.«  Hun skal altid have skarpe sanser, aldrig græde og aldrig vise svaghed.

 

Da hun var yngre gjorde hun bare som hendes far sagde og tænkte at de levede et helt almindeligt liv, men i takt med at hun bliver ældre og kommer i puberteten, vokser hendes skepsis.Bengt har glemt at ruste hende til den almindelig hverdag. Hun kærester lidt med Troels en rødhåret dreng som bor på et nærliggende børnehjem, men faren synes hun spilder tiden.

 

Hendes bedste ven er nabodrengen Tommy, som hun er lidt forelsket i, men Tommy falder for den velklædte lyshårede Mette. Helle drømmer om nyt tøj og især et særligt lyseblåt halstørklæde fra Nørgaard på Strøget.

Helle  begynder at slække lidt på udførelsen af sine mange pligter og en dag har hun glemt at lukke for hønsene, da hun kommer hjem har ræven ædt dem alle. Dette resulterer i et år husarrest.

 

Dagene går og pludselig indtræder den ventede/frygtede katastrofe ( Helle synes det er en lettelse, de har ventet så længe på den) men alt går galt.

Min vurdering

Jeg læste et interview med Stine Askov hvor hun fortæller at hun selv har haft  en barndom som på mange områder lignede Helles, bare ikke nær så ekstrem.

 

Men hun lærte at klare sig selv i naturen, lærte bl.a. at fiske og slagte høns Hun har nu været pædagog i 20 år og kritiserer nutidens curlingforældre: “ Hvis man skal have en livsduelighed og kunne håndtere sig selv i vanskelige situationer, er man nødt til at få lov og have plads til at have det svært”

 

Hun synes forældre i dag har svært ved at udholde at deres børn bliver kede af det.

Læs den hvis du kan lide dansk litteratur når det er bedst og kan lide en eftertænksom og tankevækkende bog. Den vil være fantastisk i en en læsekreds, den er meget aktuel i en tid hvor alle taler om at passe på miljøet, klimaet og jorden-

 

En både rørende og barsk  og GOD historie. Jeg hørte den oplæst af Sara Ullner og hold da op hvor gjorde hun det godt. Hatten af for hende

Filmen Captain Fantastic kredser om  samme tema

Anne