Søg
Close this search box.

Venskab og farven blå i 1893

IMG_20200827_112343

Sarah Perry

Uhyret i essex

Lindhardt og Ringhof

431 sider

2018

3/5

En sært fascinerende og fortryllende bog.

Dette citat fra en af bogens første sider er meget dækkende  for bogens tema:

“Hvis jeg var nødt til at forklare, hvorfor jeg elskede ham, føler jeg, at jeg ikke kan udtrykke det på anden måde end ved at svare “Fordi det var ham, fordi det var mig” Michel Montaigne: “om venskabet”.

Året er 1893 og den unge formuende Cora Seaborne er lige blevet enke. Hun rejser med sine søn Francis og veninden og guvernanten Martha fra London til den lille by Aldwinter i Essex.

 

Cora er meget naturinteresseret og er fornyligt blevet interesseret i fossiler, da hun ved et middagsselskab hørte  den berømte kvindelige  fossilsamler Mary Anning omtalt (se min anmeldelse af Tracy Chevalier: forunderlige skabninger, som handler om hende)

 

Det kommer Cora for øre at der er en legende i byen om “uhyret i Essex” den skulle efter sigende været observeret første gang i 1600 tallet i Blackwater Floden. Nu påstår folk i byen at den er dukket op igen, da en ung mand forsvandt Nytårsaften mens han stod og røg ved vandkanten.

Cora er en stor personlighed og lever overhovedet ikke op til de victorianske standarder om hvordan en enke skal gå klædt og opføre sig. Hun fører sig frem som en fri kvinde , der er sluppet for et kærlighedsløst ægteskab og alle de normer der findes omkring at være en gift kvinde. Hun befrier sig til alles forargelse og misundelse fra sit korset og har det kun på når hun påfører sig en af sine mange skønne rober.

 

Cora ses vandre op og ned langs strandene i både godt og dårligt vejr iført lang mandefrakke og gummistøvler. Endnu en unge pige forsvinder sporløst og efterlader et samfund i hysteri. Cora sætter sig for at finde en naturlig forklaring på legenden om søslangen.

 

På en af sine vandreture møder hun præsten William Ransome og de to bliver meget tætte venner, på trods af at de ikke kunne være mere forskellige. Deres  mange diskussioner om tro versus videnskab og deres spirende venskab og fascination af hinanden  bliver en rød tråd gennem romanen. 

William er gift med smukke, skrøbelige Stella, som lider af tuberkulose og tilbringer meget tid i sengen omgivet af smukke ting, hun elsker farven blå, så hun har sten, glas, blomster overalt i den farve.

 

Stella er en af mange personer i bogen som bliver fascineret af Cora, hør her:

“Hun havde forestillet sig en dame, præget af demonstrativ sørgmodighed, som ville nippe til maden og undertiden henfalde til tavshed, mens hun drejede på sin vielsesring eller lukkede en medaljon op og kiggede på ansigtet af den døde. Det var forvirrende i stedet for at blive præsenteret for en kvinde, der spiste elegant men i store mængder, som smilende undskyldte sin appetit med at hun havde gået over to mil om formiddagen og ville gøre det samme dagen efter”

Min vurdering

Forfatteren har et meget smukt og malerisk sprog og beskriver både naturen og menneskene så nuanceret at man tydeligt ser det hele  på nethinden. Den er skrevet i victoriansk stil, langsom og detaljerig.

 

Jeg var lidt længe om at komme i gang med romanen, men da jeg først overgav mig til det langsomme viktorianske tempo, slugte jeg den.

 

Perry blev interesseret i den gamle legende da hun læste et gammelt flyveskrift som advarede folk i landsbyen Henham.on-the-Mount om tilstedeværelsen af en søslange i 1669.

 

Til dig der en smule anglofil og  elsker Jane Austen, Bronte og alle de andre fra Victoriatiden.

Anne