Vellykket krimi af manuskripforfatter

IMG_20201124_112436

Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke

332 sider

Grønningen 1

2020

4/5

Et frisk pust på krimigenren.

Jenny Lund Madsen er oprindeligt manuskriptforfatter og har bl.a. skrevet manus til tv-serierne Bedrag og Rita.

 

Hun debuterer med denne krimi og det gør hun dælme godt.

Hannah er en finlitterær forfatter og har kun en lille eksklusiv skare af læsere til sine bøger. Hun har ikke andet end foragt tilovers for de overfladiske krimiforfattere.

På Bogforum kommer hun til at overvære et interview med den meget populære og den smart i en fart krimibog forfatter Jørn Jensen.

Hun bliver så provokeret af hans glatslebne fremtræden og snak at hun kaster en af hans bøger i hovedet på ham. Inden hun kan nå at fortryde det, har indgået et væddemål med Jørn om at hun da sagtens kan skrive en krimi på en måned, det er der ingen ben i, tror hun…

 

Hendes redaktør Bastian sender hende til Island, så hun kan få arbejdsro. Hun bor ved Ella en sød og gæstfri ældre dame, som kun taler islandsk.

Ikke lang tid efter hendes ankomst til Island bliver Ellas nevø fundet druknet. Først tror man det er selvmord, men senere dukker der beviser op, som gør at det bliver en mordefterforskning.

 

Hannah involverer sig hurtigt i efterforskningen og den lokale betjent er meget irriteret over hendes indblanding. Men Hannah er en stædig kvinde, og hun roder sig da også ud, hvor hun ikke kan bunde og er på et tidspunkt på nippet til selv at blive myrdet.

 

Der er mange grumme hemmeligheder i det lille islandske samfund og de bliver trevlet op en efter en. Spændingskurven stiger og den ene side efter den anden vender sig automatisk i krimien. Den er meget velskrevet og spændende.

Humoristisk er den også ind imellem, Hannah er en gæv kvinde, men hun har sit væsen imod sig og er ikke så god til at tale med almindelige mennesker. Men i løbet af bogen stifter hun flere venskaber og hun bliver også forelsket.

 

Om Hannah får skrevet sin krimi, lader jeg læseren selv finde ud af, jeg kan i alt fald afsløre at hun gør et ihærdigt forsøg.

Min vurdering

Man kan godt mærke at Jenny Lund Madsen er manuskriptforfatter, hun har styr på plot og spændingskurve og dialogerne blandt menneskene er meget filmiske.

 

Jeg glæder mig til at der forhåbentligt kommer en fortsættelse af krimien med Hannah i hovedrollen og en filmatisering vil jeg med glæde gå ind og se i biografen.

Anne