Søg
Close this search box.

Det usikre menneske

Maaskegaardetgodt

Sidsel Falsig Pedersen

Måske går det over

Tiderne skifter

116 sider

2012

4/5

Jeg er ret vild med den lidt oversete forfatter, hun minder meget om Helle Helle i sit minimalistiske sprog.

 

Romanen handler om en af de skrøbelige kvinder, som døjer med psykiske problemer.

Hovedpersonen er en unavngiven kvinde som står midt i en livskrise. Anledningen er at hun en dag stod på gaden og sludrede med en kollega, som så pludselig uden forvarsel falder død om midt i en beskrivelse af hvad hun skal have til aftensmad.

 

Ydermere har den unavngivne kvinde også socialangst, hun er bl.a. bange for at gå i supermarkeder og hun lider af pludselige besvimelser. Alt dette resulterer i at lægen udskriver psykolog og massør og  langtidssygemelder hende .

Handlingen udspilles over et års tid og fortælles gennem en rækker scener med overskrifter som “indkøb”, “dynen”, “døråbningen” og “tåge”

 

Kvinden har også en kæreste som hun påstår ikke er bange for noget.Han er ikke bange for at spørge om vej, bede om en panodil og spørge om lån af toilettet, selvom det ikke er til kunder (haha).  Han er i det hele taget ret sød, men forholdet er gledet lidt fra hinanden. Først i julen da han forsvarer hende  mod søsterens overfusning, kan hun mærke at han stadig er glad for hende.

De beslutter sig for at tage på ferie, lidt væk fra det hele og bogens slutning er optimistisk.

Hun tager en bus ud i det blå alene, hende der altid er så kontrolleret og nervøs.

 

Det er en roman om en sindstilstand, den kendsgerning at vi alle som mennesker  lever med det grundvilkår at vi aldrig ved om en tilstand går over.

 Titlen er meget sigende “måske går det over” måske gør det ikke. Dette er Sidsel Falsig Pedersens romandebut. En bog skrevet i et skarpt  og ironisk sprog.

Min vurdering

Jeg har læst “hestens fødselsdag”og “Flora” af forfatteren. Begge disse bøger har samme tema som “måske går det over” Det usikre menneskes søgen efter identitet, det ikke at vide hvem man er og hvad man skal blive.

 

Kan anbefales til dig der godt kan lide at læse danske romaner i stil med Helle Helle. Har du brug for en overskuelig roman som du lige stryger igennem, men hvor der er meget stof til eftertanke, så er det lige dig.

Anne