Refleksioner bag dobbelte ruder

Forfatterens  første roman som hun modtog Islandske kvinders litteraturpris og EUs Litteraturpris for.

Ikke en bog jeg blev tiltrukket af på grund af forsiden, men da jeg åbnede den og læste første side, var jeg indfanget.

Den gamle navnløse kvinde sidder bag dobbelte sydvendte ruder i sin lille lejlighed . Hun nyder at se livet passere forbi med udsigt over Esja fjeldet og Reykjaviks hustage. Der sidder hun og strikker og ser børn bliver hentet fra børnehaven, et ungt par der kysser, en kat det sniger sig langsomt afsted.

Hun har mange smukke og filosofiske  refleksioner og betragtninger om livet der gik.

Meget tid bliver brugt på at tænke tilbage på ægteskabet med Gudjon, som nu er død.

Hun går stadig og snakker med ham, fordi han er stadig manden hun hører sammen med og kender ham så godt, at hun uden besvær kan formulere hans svar, de er bare ikke så humoristiske som hans var.

I starten af romanen går hun stadig i byen og ses med de få venner der ikke er døde endnu over en gin og tonic.  Hun bliver nyforelsket i den forhenværende kirurg Sverri, som hun faktisk flytter sammen med mod børnenes vilje.

Den gamle kvinde har en meget skarpt registrerende hjerne og hukommelse men henimod slutningen af romanen kan læseren mærke en forandring med hende.

Hør dette “Drømmene bliver klarere og klarere i takt med, at verden omkring hende blegner. Hun er ikke altid klar over, om noget er drømt eller sket. Sommetider er det, som om hun lige stikker næsen op over overfladen fra drømmekilden, puster ud på bredden og skimter efter kendemærker, før hun dykker under igen”.