Tilblivelsen af en forfatter

En autobiografisk roman  der veksler mellem  tilbageblik til perioden 1988-98

og nutid i korte dagbogsagtige afsnit i kursiv.

Skæbneåret for Katrine Marie Guldager bliver 1988 hvor hun, 21 år gammel, mister sin elskede far ved den store togulykke i Sorø og hendes meget store sorg kommer til gennemsyre hele hendes ungdom. Hun var meget tæt på sin far og efter forældrenes skilsmisse, da hun var 13 år , boede hun sammen med ham i kollektiv.

 Ikke mere end en uge før har hun mistet sin allerbedste veninde og roomie, som bliver skudt i Nicaragua.

Moderen synes at alt er mere synd for søsteren, f.eks. at hun aldrig lærte faderen rigtigt at kende. Katrine Marie får absolut ingen trøst og støtte fra sin familie, trods hun er den person der behøver det mest og var tættest på sin far.

Moderen har aldrig tid til hende og skal altid lige noget andet når hun har brug for hende.

Forholdet til farens familie er også meget anstrengt og hun føler sig evig og altid bagtalt af dem

hør her:”jeg vil ikke deltage i dette spil om, hvem der er ude, og hvem der er inde, jeg forstår ikke denne form for familie. Og så slår det mig , at det altid har været sådan i min fars familie. Der er der altid en, der er ude, og en, der er inde, og nok kan de skifte, men det er som om man opererede med evig pladsmangel, en ond stoleleg”

Den manglende empati og støtte fra familien, gør at hun søger hjælp hos en psykiater, hvor hun kommer til at være i behandling i 9 år.

Hun fortalte intet om det til nogen, hverken familie, venner eller kolleger. Den psykoanalyse er der kommet en bog ud af “Lysgrænsen” som udkom i 2007.

Katrine starter på RUC og bliver optaget på Forfatterskolen, hvor hun debuterer med en anmelderrost digtsamling.

Afsnittene i nutid handler om tilblivelsen af en bog og om at arbejde med sig selv. Hun sidder i Sverige under skriveprocessen og der er dage hvor hun ingenting kan skrive, hvor hun har angstanfald og depressive tanker. Hendes tvivl om hun kan være bekendt at udlevere sin familie på den måde er beskrevet så hjerteskærende. Det kræver mod at være ærlig.

I den periode fra 1998 – 2019  som ikke bliver beskrevet i romanen mander hun sig op til at slå hånden af sin familie. Hun er nødt til det for at beskytte sig selv.

Det der gør romanen så fremragende er at  hun står ved sin skrøbelighed og tvivl  og det gør hende i virkeligheden til et meget stærkt menneske.  Jeg tror ikke der er en af os der ikke kan relatere til problemer i familien på den ene eller anden måde.

Søskendejalousi, uretfærdig behandling og forskelsbehandling. Nogle gange kan problemerne blive så store at det er bedre at kappe forbindelsen