Et indlevende portræt af en stor videnskabskvinde

Forfatteren tegner et  varmt og indlevende portræt af en stor kvindelig forsker. 

Seismolog Inge Lehmann var en strålende begavelse  og allerede fra barnsben, fornemmede familien at hun havde en særlig begavelse, især var hun fremragende til matematik.

I 1936 fik hun sit videnskabelige gennembrud, da hun udgav forskningsartiklen ”P’”. Her beskrev hun Jordens kerne som en flydende suppe med en indre kerne i midten. Hidtil havde man troet, at kernen kun var flydende.

Der var ingen dansk reaktion på den epokegørende artikel, men der var reaktion ude fra den store verden, nemlig USA.

Desværre var hun omgivet af ene mandlige forskere, som ikke anså hende for noget særligt. 

Først på sine gamle dage blev hun anerkendt og hyldet i Danmark. Før det skete, havde hun af mange omgange boet i USA og også fået mange hædersbevisninger og anerkendelser der.

Hun følte sig i den grad svigtet af Danmark

. Det er en beskrivelse af et menneske som har et kald og besidder en stædighed ud over det sædvanlige koblet med hendes stor målrettethed og intelligens nåede hun langt i forskerverden.

Inge Lehmann bliver beskrevet som et dejligt menneske, som jeg i alt fald kom til at holde meget af.

Hun havde en utrolig indre styrke, men fysisk var hun meget skrøbelig og tålte ikke stress og pres.

Desuden var hun et meget privat menneske og ikke særlig social, hun tog sig dog altid tid til sin elskede nevø  og havde også nogle få nære venner. Men alle hendes ferier tilbragte hun i sit elskede sommerhus på at forske.

.

 Forfatteren har kunnet male et meget autentisk portræt af Inge Lehmann på grund at de mange brevvekslinger og dagbøger hun efterlod.

Hun har gjort et stort arbejde med at skrive romanen, så Inge Lehmann kunne godkende den, hvis hun levede.

Jeg synes det er lykkedes hende umanerligt godt. Jeg føler jeg kender Inge Lehmann nu både som menneske og som forsker. Hatten af for Lotte Kaa Andersen-